Marsken er det flade, græsklædte landskab, der ligger mellem den højere geest i øst og vaden i vest, hvor tidevandet fra Vadehavet oversvømmede det flade kystland og aflejrede sand og ler, den såkaldte klæg, som med tiden skabte et nyt, frugtbart land. Denne frugtbare marsk var havets gave, som blev skabt gennem årtusinder og dannede livsgrundlaget for en stor befolkning af mennesker.
Det fede marsk-græs var velegnet til dyrehold. I 1600- og 1700-tallet bidrog handlen med stude til især Holland betydeligt til indtægterne for områdets bønder.
Omlægningen af landbruget fra studedrift til agerbrug betød øget interesse i at udnytte marskens jord mere effektivt. Derfor blev flere marskområder med tiden afvandet.
Marsken var indtil midten af det 20. århundrede kun opdyrket i meget begrænset omfang, da de flade græsarealer blev brugt til studefedning og høslet.
Opdyrkningen af marsken er sket fra 1950’erne til 1970’erne, hvor havre var den dominerende afgrøde, da den kunne bruges til foder og samtidig trives i fugtig jord. Desuden gjorde større traktorkraft det muligt at pløje den tunge marskjord op.
Omlægningen af landbruget fra store græsarealer til agerbrug gav imidlertid problemer med sandfygning, hvilket nogle steder stadig kan opleves i mindre omfang umiddelbart efter pløjning. Løsningen på problemet var læhegn og som oftest af grantræ.